vous le vous retardo?

I dag har jeg fået skæld ud på fransk af en varmblodig femme. Jeg er pissesur når jeg cykler og varmblodig femme holdt ikke til højre.. huhu jeg hvæsede på underskuds-dansk. Men varmblodig femme havde åbenbart også et og andet der trykkede efter lang dag i femme-land, så hun decideret tømte sig for grimme ord og forbandede mig og mine (også foster -nu med pedaler i stedet for fødder). Eller. Det tror jeg. For jeg kan ikke en skid fransk. Ud over mercibaguettefromageouiouirendezvousalors! Måske sagde hun pæne ting om min taske. Eller også bandede hun også vejarbejdet i skolegade langt væk. Men the evil eye sagde noget andet. Det er bare federe at være sur på noget højstemt sydlandsk, i stedet for et bøvet "arh men.. slap da AF". Når man nu også er iført storvom og tykke små ponyben, så er man ikke POW! Mademoiselle Fantastique!
- og lige nu er der bare fucking langt tid til at jeg er Mademoiselle Fantastique igen (jvf ben & vom), og det er måske (årtusindets underdrivelse) der man skal finde stenen i stiletten. Jeg vil også være varmblodig femme i gadebilledet, men i stedet klapper fremmede damer oppe i bogholderiet mig på vommen og siger "ja, jeg skulle jo lige høre de andre om du er gravid" (underforstået: du er jo sådan lidt kvabset ellers så..). Jeg synes generelt at gravide maver er pisseflotte, min egen inklusive, men lad os sige det sådan, at mild og god ikke kom med i denne omgang graviditets-persona.

uhhh kold tizz, kold tizz, kold tizz

Hvad sker der hér: nnneeeeiiijjjjjjaahhhhhhhhaaaaaaadddddddddd ?
Dér tissede jeg i bukserne for at holde mig selv varm. Og det vil også være effekten af den backstabbin' der forekommer i det følgende. For hvis de omtalte finder ud af det, er jeg fanme færdig som gårdsanger, mand. Eller også bare færdig med at sove indendøre.

Jeg får så helt utroligt lange løg af vores udlejer. Jeg husker sværmerisk tilbage på tiden, hvor ens udlejer var en stor navnløs, hensynsløs, grisk og ikke mindst ond korporation med adresse i Hellerup. Nu er man på fucking fornavn og opdateret på hele sygehistorien. Og hundens.
Mit store fede problem er, at vores udlejer opfører sig, som om han har 100% råderet over vores hus.
- Når vi kommer hjem fra arbejde er græsset slået, og de ting som har ligget og flydt på pragt-plænen er ryddet til side. (og hvis der ligger noget som han har overset, bliver det sgu kørt i stykker. RIP blomstret planteskovl)
- Når aftenstilheden sænker sig over Bitteby (ej ok, det har hele tiden været stille, men når selv fuglene holder kæft) kommer han skydende i sin havetraktor, kører ind på havegangen som går rundt om huset og sprøjter GIFT efter ukrudtet (mmmm ned i grundvand, op igen, ned i glas, op til mund, ned til foster -nu med 3 øjne, gæller og pedaler hvor der skulle have været fødder)
- Når man sidder med morgenkaffen kommer han pludselig ind i haven med stige og værktøj; for nu skal den balkon/taget/dimsen satanedme fikses
- Når han siger at man skal flytte sin bil, fordi nu skal gårdspladsen harves (?#%¤&#???) så skal det være NU og ikke om 5 min når man evt har fået tøj på

Jamen de er jo flinke. Ingen tvivl. Men vi har aldrig aftalt at de skulle gøre ovenstående. Og man føler sig afsindigt umyndiggjort. Nogen ville sikkert være lykkelige over at andre slog plænen, men når det nu er noget der bare sådan sker, uden at udlejer lige banker på og informerer om, at nu gør han lige dét, så føles det helt forkert. Lige pt er det lidt som om vi er nogle, der bare passer på huset for dem, og ikke nogen der betaler en million milliard i husleje og faktisk har råderet over haven iflg kontrakten.
Det er fanme så... jysk , bonderøvsagtigt, ikke-at-være-særlig-god-til-at-tage-hensyn.

Er det mig der er hys?

Some girls are bigger than others..

I marts tog jeg sådan én:

(hvad sker der liiige m 1½ streg? -betyder det man lige skal give den gas en ekstra onsdag før ungen er i...skabet? og nej, det er ikke tizz på papiret, det er en uklædelig skygge; er faktisk rimelig ferm til at ramme (CV-material, anyone?)).

Og så er det jo gerne således at der i dén postomgang ikke var shiny happy people til kommende mor-til-to, men derimod:

(faktisk er titlen til dette billede White Trash Puking. Og sådan har man det faktisk lidt når man, som jeg, sidder i Bitteby i outlaw Jylle og kun har lyst til ostepops og desuden er knocked up af en pretty boy fra 10.)

 

Når man så er færdig med at klamre sig til kummen, så har man heldigvis plads til mere mad:            

         
binge, binge, binge. Knækbrød med den fede ost.. det eneste der tager kvalmen -indtil om 15 minutter hvor jeg bliver sulten igen.

Huha, endelig færdige med at ha kvalme, hvad skal vi så lave? bumbum

Man kan være så ufatteligt træt at man bliver depressiv. Så hvis nogen spørger, om jeg i de første 3 måneder var psyched over at skulle have sagnomspundne NR 2, kan jeg med helt rent hjerte svare: nej, nej for helvede!


Men menmen, i løbet af de sidste par måneder har jeg også opdaget, hvor ked af det jeg har været over at bo her. Jeg har frygtet at komme hjem fra arbejde; ud til dødsygt hus, hvor det eneste nabokontakt består af et ugentligt fejlsendt Århus Stiftstidende, og det sætter jo blot situationen i perspektiv, for fuck me sideways hvor er det en ringe avis.
I april skulle vi 6 wunderschöne dage til København, og afstanden satte hele situationen i perspektiv:
1) vi flytter ikke tilbage til København
2) men vi blive heller ikke boende
3) for vi flytter i:

   

med masser af

Eller også bare et helt almindeligt bofællesskab. Jeg trænger til at tilværelsen bliver mere blød og rar, og det tror jeg der er mulighed for de steder vi har kig på.

Så det er grundene til, at jeg har været fraværende i den sidste tid. Min hjerne har været kogt af spekulationer, og det har levnet meget lidt overskud til natur-sur. Men nu er tingene ved at falde på plads. Vi skal have et barn til november og vi flygter hurtigst muligt i ly hos de andre hippier. Har som forberedelse købt abonnement på Information og smækbukser til barnet. Om lidt binder jeg et stormønstret tørklæde om min vom og begynder at slå på tromme og hamre min stav rytmisk i det lerklinede gulv.

(og hey forresten; da vi fortalte barnet at hun skal være storesøster brød hun sammen i gråd med ordene jeg vil ikke være storebror, jeg vil se famfyn (fjernsyn) -ja, det sucks honey, men sådan spiller kinoklaveret. Men det er fanme slut efter denne her; hvis jeg ikke kan få børnepenge føder jeg ikke flere børn. Tag den magthavere som snart er behandlings-og-omsorgskrævende-af-ikke-eksisterende-generation. HA.HA.HA)

Narrefisse..

Dengang jeg boede i Kvindekollektiv brugte vi mange år på at finde den mandlige ekvivalent for ordet narrefisse. Vi landede altid på snydediller. Men det lyder egentlig bare lidt nuttet, hvorimod narrefisse er vel kras i mine øre. Jeg synes faktisk godt man kan dvæle ved symbolikken hér; kvinder skal have de grimme spytte-ord og mænd er bare sådan lidt kære når de lover noget de ikke kan holde (nåårh, vil du ikke alligevel? super med mig, må jeg ringe og evt give dig gaver?).

Aaaanyways; fik jeg sagt at vi ikke har noget net derhjemme, fordi TDC i deres optimerings-iver er kommet til at klippe forbindelsen til omverdenen. Så.. jeg er tilbage når net er oppe.

ciao bella

Bloggen sover, bloggen sover i sin lune bolig..

Kære alle..

Jeg ved i er derude. Jeg kan se på mine stats, at i tjekker troligt ind hver dag. Blot for at finde 1½ måned gammelt surt indlæg. Men det er ikke fordi jeg pludselig kan lide natur (i guder.. NO), eller er flyttet tilbage (dream on, sugar) eller på nogen måde er kommet til skade (selvom det gør lidt av indeni når jeg tænker på forår på bryggen). Men. Der er sket så meget så meget de sidste 1½ måned at jeg pt samler mod til at fortælle om det. Jeg ved faktisk helt præcist hvornår jeg giver bloggen gas igen: det gør jeg næste tirsdag efter 20. Så sid klar med cava, kyz og kage. Jeg lover at det bliver mere afklaret, mere surt og meget mere...hyppigt (definitionen på et godt knald..?)

Den kærligste og moderat ærligste hilsen, Anne (besk bitteby borger)

Yo tengo a bit of a crisis

Kunne det ikke ha været da bomb, hvis det her med at flytte til BitteBy i Jylland fra Islands Brygge var lykkedes, sådan 100% med det samme? Hvis det havde vist sig, at flytte på landet bekom mig vel (og det er helt med vilje at det her er en migmig deal, for de andre i husstanden har det udemærket). At lyset og luften og stilheden og pladsen var nøjagtig dét som jeg, uden at vide det, havde brug for. Born to do it, man. Man må jo satse, for man finder jo ikke ud af hvad man går glip af, ved blot at blive hvor man er.
Jeg har fundet ud af, at jeg virkelig godt kan lidt at økse rundt i haven og efterlade mig et blodigt spor af skamklippede planter og hæksakset hæk. Det er dejligt afslappende med sådan noget jord, selvom jeg ved jackshit om planter (og derfor har Christian med som min wingman: "jeg tror liiige jeg river de tidsler op dér, og hvis du putter de der nye staudeskud tilbage i jorden, så er det helt fint"). I mine øjne findes der ikke gode eller dårlige planter, kun dem jeg kan grave op med min fine blomstrede skovl (tak søster for dén afskedsgave (sammen med Turen går til Østjylland)), og så skidt med at vi mister noget besætning undervejs ("moar, hvor er den fine snegl henne?" "den er...løbet sin vej lille skat").

Og dét er jo en helt vild overraskelse; at jeg godt kan lidt at straffe havens natur på den civiliserede måde (med en kultivator blandt andet -jamen det er rigtigt! det er der faktisk noget der hedder. Se evt ude til højre; en rigtig fattigmands-rive hvis du spørger mig).

Det var lidt sammen følelses jeg forventede at få med hele Jyllands-eventyret, at hey det her er virkelig fedt og på en måde svaret på det der hvad-er-det-jeg-vil-med-mit-liv-spørgsmål som jeg har tumlet med siden jeg var rundt 17.
Men altså... er det for tidligt at dømme dødsbo over eventyret? For jeg har ikke følelsen af afklarethed som jeg måske håbede på. Jeg keder mig lige så meget som i København. Og så er det jo at der kommer en sniger; en tanke der bliver ved med at presse sig på: at det måske er vel meget at forvente at et sted kan give en følelse af meningmedlivet og at -gys- det rent faktisk er mig der er kedelig. Fuck.

Bibliotekaren Befaler: DO'S & DON'Ts. 10 years of VICE magazine's street fashion critiques

Står du nogen gange i en situation, hvor du ikke helt ved om dit nye bekendtskab er vennepotentiale, eller om hende du har det vildt sjovt med på arbejde egentlig er sjov, eller om det bare er placebo? Sådan har jeg det aldrig, for jeg har en fast men fair måde at skille venner fra tidsrøvere; jeg stikker dem VICEs do's and don'ts bog og ser om de fanger den. Altså tonen i bogen (jeg leger ikke hent-pinden med mine venner, nejnej). Hvis de ser lidt desorienterede ud og siger enten A) aj...ad! B) nå..haha..skørt, hva? eller blot C) jeg forstår det ikke, så kan vi gå hver til sit. Hvis de derimod flipper lidt ud, fordi denne bog ikke blot er en genialitetens bibel, men også fordi den føles lidt som at møde den person der sidder i kontrolrummet i hjernens humor-center, så kan vi blande blod og blog og jeg sværger for min part evigt troskab.

Jeg elsker denne bog. Jeg e-l-s-k-e-r den. Den holdt mig ovenpå i den første forfærdelige måned i Jylland (læste i den hver dag for at bevare mig selv og mit mentale helbred). Den er en kontinuerlig påmindelse om alt det jeg finder smukt og rigtigt i livet. Nemlig fantastiske ord, spidsspids humor og grinen af andre (IKKE med dem, God no!).
VICE er et overdrevet fedt blad, som har alt det jeg personligt gider at læse om: musik, mode, gøren-nar og dybdeborende artikler om, hvad der helt præcist sker når man spiser svampe. Det er oprindeligt et canadisk blad der startede som aktiveringsprojekt for junkier. Siden har bladet spredt sig til hele verden (VICE Scandinavia for vores vedkommende) men den absolut upolitisk korrekte tone har ikke ændret sig. I hvert nummer af bladet har de en feature der hedder Do's & Don'ts, hvor der.. kommenteres på folk. Det fungerer ca således :

DON'T:



Whether he’s an Icelandic deep-house enthusiast who thinks it’s still 1995 or a Fijian mash-up DJ from the year 2021 who’s so on the cutting edge of every emerging trend that it’s actually intimidating, this guy is the worst.


DO:



It’s one thing to parade around in a beehive wig and stilettos looking like a character in a Broadway show about transvestites—those guys are abominable. But a man in Barnes & Noble scouting for his next great read in a pair of sensible heels? Now that’s awesome.

Er det måske ikke sjovt? Prøv så at forestille dig en hel bog med Do's & Don'ts.. Det er så tæt på litterært himmerige som jeg personligt kommer. Bogen er overmåde respektløs, vulgær og grænseoverskridende og jeg lærer i snit 5 nye engelske bandeord hver gang jeg læser den.

Bibliotekaren siger: læs den!